Hvis ikke en outsider, hvad er jeg så?
Jeg er Michael Dvinge, kunstner og artist og en smule anderledes.
Efter en voldsom ulykke d. 02 Juni 2017, har jeg været nødt til at acceptere et liv som handicappet og kørestolsbruger, dette har ikke været nemt, men min ulykke har også bragt gode ting med sig. Især er det min passion for kunst og abstrakt maleri der giver mig meget glæde.
Ulykken medførte store ændringer i mit liv og jeg fik et nyt syn på verden. Jeg håber, at du ved at betragte mine billeder et kort øjeblik kan se verden som jeg,
Det kan være det hjælper at sætte sig ned 😉
Som kunstner og i det hele taget som menneske er jeg udtryksfuld og arbejder gerne ekspressionistisk med min brug af mange farver og jeg tager udgangspunkt i det abstrakte udtryk.
Ved at arbejde med kunsten kan jeg finde en ro der ellers kan være svær i en hverdag fyldt med udfordringer. Jeg kan arbejde frit uden at føle mig tynget af mit handicap. Jeg maler frigjort og finder et flow, hvor alt er muligt og klare farver vælter frem på lærredet. Hele processen muliggøres ved de mange opfindsomme og kreative mekanismer som jeg sammen med kone, venner og hjælpere har bygget for at jeg fysisk har fri mulighed for at udfolde mig på lærredet.
Farverne er det bærende element i mine værkers komposition. Bevidst benytter jeg mig af sanselige farver som påvirker beskuerens sindstilstand i mødet med værket. Motiverne understøtter denne påvirkning. Selvom udgangspunktet blot er farver, transformeres de i mødet med beskueren til mentale tilstande og der opstår en synergi mellem form og farve.
Mvh, Michael Dvinge.